Ålen har mange forskellige livsstadier
Ålene begynder deres liv som bittesmå æg og ålelarver i Sargassohavet. Larverne bliver snart til flade, gennemsigtige bladlarver, som føres med havstrømmene mod Europas kyster. Når de når frem til kysterne forvandler larverne sig til små gennemsigtige glasål, som har den voksne åls aflange facon. Glasålene søger ind i fjorde, vandløb og søer, hvor de får farve og bliver til elvere og gulål. Først efter 5 til 15 år bliver de til blankål og vandrer tilbage til Sargassohavet for at formere sig.
Ålens livscyklus er kompleks med mange forskellige livsstadier. Nogle stadier lever udelukkende i havet, mens andre findes i ferskvand. En stor del af ålens livscyklus kendes ikke i naturen (stiplet linje); kun fra forsøg med formering af ål i kultur.
Ålene som vi kender dem er ikke kønsmodne
Før ålene begynder deres vandring mod Sargassohavet, bliver de til blankål. Deres udseende og fysiologi ændrer sig som tilpasning til den lange vandring. Farven skifter fra gulålens mørke ryg og gulbrune bug til blankålens sølvfarvede sider, blåsorte ryg og hvide bug. Øjnene bliver større, de holder op med at æde, og tarmsystemet svinder ind.
Samtidig hæmmes deres kønsmodning som tilpasning til den lange vandring. Hæmningen må ophæves under vandringen eller efter, at ålene når til gydeområdet, men mekanismen er stadig ukendt, og der er fortsat ingen, der har fanget en gydende ål i Sargassohavet.
Blankål. Sune Riis Sørensen, DTU Aqua.
Ålen gyder i Sargassohavet
Den europæiske ål gyder i Sargassohavet mere end 6000 km fra Europas kyster. I 1904 fandt videnskabmanden Johannes Schmidt uventet bladlarver ved Færøerne og blev overbevist om, at ålen måtte gyde i Atlanterhavet. Han viede resten af sit liv til at finde dens gydeområde. Han indsamlede systematisk ålelarver i Atlanterhavet. Ud fra ålelarvernes størrelse og findested, kunne han i 1922 vise, at ålen måtte gyde i Sargassohavet, da de mindste ålelarver fandtes der.
Figuren er fra Johannes Schmidts berømte artikel fra 1922, som kortlægger gydeområdet ud fra forekomsten af larver i forhold til deres størrelse i Sargassohavet og havet omkring.
Kortlægning af ålens vandringsmønster
Ålen vandrer mere end 6000 km over store havdybder. I gammel tid brugte man fiskeri som metode til at undersøge gydevandringer. I dag mærker forskere blankål med elektroniske mærker, såkaldte ”pop-up satellite tags”. Disse mærker registrerer og opbevarer data såsom temperatur, dybde og lys. Når senderen falder af og flyder op til overfladen, sendes data til en satellit. Herfra kan forskerne hente data, som fortæller om vandringen.
”Pop-up satellite tag” som registrerer data. Tag fastgjort på en stor hunål ål med et medium, som langsomt opløses. Foto: Robert Schabetsberger og Ingo Eichelberger.
Blankålens vandring til Sargassohavet
Resultater fra mærkningsforsøg med pop-up tags viser, at ålen ikke søger direkte mod Sargassohavet, men følger havstrømme sydvestover. Helt uventet viste resultaterne også, at ålen har en unik døgnrytme. Om natten svømmer den på omkring 200 meters dybde, men om dagen søger den ned til omkring 600 meters dybde. Muligvis hjælper det ålen til at undgå at blive ædt af fx hvaler og hajer om dagen. Det er usædvanligt, at ål kan tåle så store udsving i trykket.
Ålens vandring og rute (a) og vandringsmønster (b) og (c) beskrevet på grundlag af data fra ”pop-up tags”. Kim Aarestrup, DTU Aqua er blandt forskerne bag studiet (Science 2009 doi:
Formeringen i Sargassohavet er stadig en gåde
Ålene må blive kønsmodne og udvikle kønsorganerne under eller efter deres vandring til gydeområdet. Disse stadier kendes ikke fra naturen, for det er endnu ikke lykkedes at fange gydende ål. De tidligste livsstadier, æg og blommesæklarver, kendes heller ikke fra Sargassohavet. Viden om disse stadier kendes kun fra eksperimentel forskning. Ålens forplantning i naturen vedbliver derfor at være en gåde.
”Eels in love”. Første studium nogensinde af gydeadfærd hos ål foregik i laboratorier i Danmark. Foto: Inge og Jan Boëtius og Paul Juhlin, Danmarks Fiskeriundersøgelser.
Ålelarvernes vej til Europas kyster
Når larverne begynder at indtage føde, vokser de og bliver til bladlarver. Bladlarver delvist driver og delvist svømmer med havstrømmene fra Sargassohavet mod Europas kyster. Forskere, herunder Lasse Riemann fra Københavns Universitet, har studeret deres maveindhold for at finde frem til ålelarvernes fødekilder. Føden synes at bestå af plankton, men der er endnu ikke et klart svar. Efter omkring 12 til 15 måneder nærmer bladlarverne sig kysterne og forvandler sig til 5-6 cm lange gennemsigtige glasål.
Bladlarve fanget på den danske ekspedition SargassoÅl i 2014 ledet af Peter Munk, DTU Aqua. Foto: Sune Riis Sørensen, DTU Aqua.
Glasål og elvere er yngelstadier
Når bladlarverne nærmer sig Europas og Nordafrikas kyster, forvandler de sig til glasål, som søger til europæiske flodmundinger og floder. Glasålene pigmenterer gradvist og kommer som elvere til at ligne små ål, som med tiden bliver til gulål.
Elver – et af ålens yngelstadier. Foto: Tao Lytzen.