Ålefiskeri fra stenalder til nutid

Ålefiskeri siden stenalderen

Gulål og blankål er blevet fisket og spist i Danmark siden stenalderen, og åleruser og fiskespyd kendes helt tilbage fra jægerstenalderen, der går mere end 6000 år tilbage i tiden. Faktisk fandtes ålen i rigelige mængder overalt langs kyster, i søer og vandløb indtil for 50 til 60 år siden.

Ålen har altid været eftertragtet, fordi det er en sund og nærende fisk. Den kan fanges med enkle redskaber og er let at holde i kultur. Ålens skind er desuden meget stærkt og kan bruges til punge, sko og bælter.

Åleruser hængt til tørre hos fisker ved Kerteminde. Foto: Henrik Egede-Lassen, Zoomedia.

Åleruser, ålejern og ålekister

De tidligste åleruser var lavet af pileflet og ålespyd af træ. Senere begyndte man at lave ruser af garn, mens ålespyd og ålejern blev formet af jern. Ålejern (lystre) er kendt fra alle dele af landet, hvor de blev brugt til at stange ål i fjorde og ved lavvandede kyster. Der har været anvendt mange forskellige redskaber i ålefiskeriet. I dag anvendes ruser af garn fortsat i ålefiskeri, mens redskaber som ålespyd og ålejern er forbudte, og andre er gået i glemmebogen.

Tegning af stangeredskaber til ålefiskeri fra Drechsel, 1890.

Det gælder fx plumpjernet, som er et ålejern monteret på et reb i stedet for en stang. Med plumpjernet kunne man fiske på dybere vand fra en jolle. Pulskølle blev brugt sammen med net.

Med pulskøllen kunne man lave en trykbølge, der skræmte ålene ind i nettet. Glib og krøje er en særlig metode. Ved at køre krøjeren over bunden, skræmte den ene fisker ålen ind i gliben. Når ålen ramte nettet, vendte den anden fisker gliben opad med foden.

Tegning af åleglib fra Drechsel, 1890.

I 1300-tallet blev ålegårde brugt ved kysterne. Her ledes fiskene, som i en labyrint, gradvist ind mod en ruse. I 1500-tallet begyndte man at anvende ålekister. De er placeret i tilknytning til en å. Her ledes vandet igennem et hus med tremmebund, således at vandet løber ud, mens ålene holdes tilbage.

Ålefiskeri fra sejlbåd

Fra 1880’erne til 1920’erne byggede man sejlbåde udelukkende til ålefiskeri, de såkaldte åledrivkvaser. De var klassiske klinkbyggede skibe konstrueret til at kunne drive sidelæns med et drivnet ude. Fangsten af ål blev holdt i live i en dam midtskibs. Da motoriserede både kom frem, forsvandt åledrivkvaserne helt som fiskerbåde, men enkelte af dem er blevet bevaret og bliver i dag brugt til fritidssejlads på grund af deres fine sejlegenskaber.

Sejlende åledrivkvase på Mariager Fjord til pinsetræf for gamle brugsbåde 2017. Foto: Suzanne Rindom.

Fiskeri med bundgarn og trawl

I 1930’erne begyndte man at fiske med trawl fra motoriserede både og at bruge fastsiddende åleruser nær kysten. Fiskeriet er i dag reguleret, og i Danmark fanges der årligt officielt ca. 500 ton gulål og blankål i erhvervsfiskeriet, mens fritidsfiskere tager ca. 100 ton om året. En stor del af blankålene fanges med bundgarn i Øresund og langs kysterne i Østersøen, når blankålene om efteråret starter deres vandring mod gydeområderne. Der er desuden et stort fiskeri, der ikke bliver registreret. Det påvirker forvaltningen af arten.

Fangst af ål gennem tiden

Samlede fangster (landinger) af Europæisk ål (ton) i hele udbredelsesområdet. Kilde: FAO FishStat.

Ålen var sammen med rødspætten den økonomisk set vigtigste fisk i begyndelsen af 1900-tallet og i årene efter Anden Verdenskrig den tredjevigtigste efter rødspætte og torsk. Fangsterne var betydelige og toppede omkring 1970, hvorefter både bestand og fangster faldt. I 2010 var de samlede fangster nede på 4.000 til 5.000 ton, heraf ca. 500 til 600 ton pr. år. i Danmark. Siden 2010 er fangsterne faldet yderligere og var i 2015 på ca. 400 ton i Danmark. Fiskeriet er nu stærkt reguleret gennem EU og den nationale forvaltningsplan for åI.

Fiskeri efter glasål

tlanterhavskysten i Sydeuropa og fx Themsen i England har et fiskeri efter glasål. I Sydeuropa var friskfangede glasål tidligere en delikatesse, men nu er denne ret ofte erstattet af kunstige glasål fremstillet på basis af anden fisk. De fleste glasål, som fiskes, går til akvakultur og genudsætning. Her udnyttes det, at overlevelsen af de små ål er langt højere i opdræt end i naturen, hvorved der bliver plads til både produktion og genudsætning, hvilket er en del af forvaltningsplanerne til ophjælpning af ålebestanden.

Glasål har traditionelt været på menuen i dele af Sydeuropa, men er nu oftest erstattet af en kunstigt fremstillet variant. Fotos: Thomas Dam Als.